start på hovedindhold

To svenskere vækker danske konger og dronninger til live

Fem danske regenter er i øjeblikket ved at blive rekonstrueret som virkelighedstro mennesker til udstillingerne på Nyborg Slot. To svenske eksperter hjælper med at få det til at ske.

Oscar Nilsson sætter hår og skæg på en skulptur
Fotografi © Østfyns Museer

Når Nyborg Slot åbner, vil publikum ikke bare møde rammerne for nogle af de vigtigste begivenheder i Danmarkshistorien, men også hovedpersonerne. I alt bliver fem konger og dronninger skabt som livagtige figurer. Genskabelsen af de fem konger og dronning baserer sig på historiske kilder i form af datidens billeder og gravmæler af de historiske personer. For nogle af de fem regenter er kildematerialet decideret sparsomt, og derfor underbygges rekonstruktionerne af viden om samtidens beklædning, frisurer med mere.

Fortolkninger baseret på fakta

Til at rekonstruere de fem konger og dronninger har Østfyns Museer engageret den svenske skulptør Oscar Nilsson. Normalt baserer han sine naturtro rekonstruktioner på bevarede kranier og skeletter af fortidens mennesker, som han genskaber fra bunden med knogler, muskler, øjne, hud og hår for til sidste at skabe et sandsynligt og realistisk tredimensionelt portræt. For at rekonstruere figurerne til Nyborg Slot, går han den anden vej. Nemlig fra fortidens ofte idealiserede eller stiliserede portrætter af konger og dronninger til virkelighedstro fortolkninger af såvel udseende som personlig udstråling.

Klæder skaber folk

De fem konger og dronninger skal naturligvis også være iklædt et skrud, der understreger deres status og afspejler deres samtid. Østfyns Museer har derfor også engageret den svenske tekstilforsker og skrædder Anna Silwerulv. I 12 år har hun blandt andet forsket i og genskabt de klæder, som besætning og passagerer på det berømte og sunkne Vasa-skib bar for nu snart 400 år siden. Anna Silwerulv skal tegne mønstrene til alle de beklædningsdele, som kongerne og dronningerne skal bære, så Nyborg Slots Dragtlaug kan sy det i de materialer, som Anna Silwerulv udpeger.

Meget tæt på

Oscar Nilsson og Anna Silwerulv har samarbejdet om flere rekonstruktioner allerede. Blandt andet en lang række genskabte figurer baseret på de skeletter, som blev fundet på Vasa-skibet. Med osteologiske undersøgelser af bevarede knogler og hår, dna-analyser og analyser af bevarede tekstilrester er man kommet meget tæt på de virkelige personer. Man har kunnet bestemme hårfarve, hudfarve, øjenfarve, social status og meget mere. Baseret på disse oplysninger har Oscar Nilsson og Anna Silwerulv genskabt nogle meget livagtige figurer, som skaber en helt anden nærmest personlig forbindelse til den store katastrofe, da skibet sank.

Hår og skæg fra ni danske donorer

Museumsinspektører Ditte Larsen og Troels Malthe Borch var i den forgangne uge på besøg i Stockholm for at møde de to eksperter. Med sig havde de blandt andet hår og skæg fra ni danskere, som har ladet sig klippe for at bidrage til rekonstruktionen af de historiske regenter. Et hårstrå ad gangen skal Oscar Nilsson nu sætte hår og skæg på sine skulpturer i en omhyggelig og tidskrævende proces.