Vil du donere hår eller skæg?
Når Nyborg Slot genåbner, vil man blandt andet kunne møde en række af de konger og dronninger, der i middelalderen og renæssancen har opholdt sig på slottet.
Den svenske skulptør Oscar Nilsson er i øjeblikket i gang med at formgive de fem konger og dronninger, som skal blive til livagtige figurer på slottet, og Nyborg Slots Dragtlaug er involveret i at lave de flotte dragter, som figurerne skal bære. Men figurerne skal også have hår på hovedet, og nogle skal også have skæg. Derfor efterspørger Østfyns Museer nu ægte hår og skæg.
- Hvis du har et langt hår eller et langt skæg, som du har lyst til at donere, så hører vi meget gerne fra dig. Det er den hurtigste vej til at blive en smule kongelig, fortæller museumsdirektør Mette Ladegaard Thøgersen med et glimt i øjet. Hår og skæg vil så blive sat på de kongelige figurer på Nyborg Slot.
Østfyns Museer har allerede fået doneret hår til Christian 3. Men der er stadig brug for hår- og skægpragt til følgende historiske figurer, som man kan møde på slottet:
- Erik Menved: Lyst hovedhår. Mindst 20 cm langt.
- Margrete 1.: Langt, lyst hovedhår. Mindst 45 cm langt.
- Kong Olaf: Lyst hovedhår. Mindst 20 cm langt.
- Christian 2.: Mørkebrunt hovedhår, gerne krøllet og mindst 20 cm langt. Mørkebrunt, stort og viltert skæg.
- Christian 3.: Stort, gråt skæg.
Hvis du har hår eller skæg, du overvejer at donere, eller hvis du har spørgsmål, kan du kontakte museumsinspektør og ”hår- og skægkoordinator” Troels Malthe Borch på e-mail: tmb@ostfynsmuseer.dk.
Du kan læse mere om formidlingsprojektet ”Kongen Kommer”, hvor figurerne skal indgå.
