
Pæle til nyt bolværk ved Nyborg Slot
I denne uge begynder arbejdet med at sætte pæle i jorden rundt om Slotsholmen, der skal bruges til det nye bolværk.

Arbejdet er en del af det samlede projekt med at genopbygge og udvikle området omkring slottet.
De første stålpæle sættes i jorden ved kongefløjens nordvestlige hjørne. Pælene installeres med en rammemaskine, der vibrerer dem ned i jorden. Metoden betyder, at arbejdet kan udføres med meget begrænsede gener for omgivelserne.
Der opsættes i alt omkring 200 stålpæle med en meters mellemrum. Hver pæl er cirka 6,5 meter lang. Senere bliver pælene beklædt med egetræ, så bolværket kommer til at fremstå som et klassisk træbolværk, der passer til slottets historiske udtryk.
Der er samtidig opsat vibrationsmålere i området, som automatisk giver besked, hvis vibrationerne overskrider de fastsatte grænseværdier.
Arbejdet forventes at vare cirka fire uger.
Slotsprojektet "Nyborg Slot - Levende kuturarv" støttes af Slots- og Kultustyrelsen, A.P.Møller Fonden, Realdania, Nyborg Kommune og Østfyns Museer.

