start på hovedindhold

Broen til Slotsholmen fjernes

Torsdag 19. marts er arbejdet med at fjerne broen til Slotsholmen startet, hvor en lastbilkran løfter broen væk stykke for stykke.

Og selvom Bjarne Rasmussen og hans kollegaer har haft maskinerne og værktøjet fremme mange gange før, så er det alligevel noget særligt over at fjerne netop denne bro, der rummer så meget historie.

- Broens placering ved slottet gør, at det selvfølgelig ikke er en hverdagsopgave. Det er lidt et historisk fortidsminde som har været der alt den tid, jeg kan huske. Derfor er det lidt specielt at være med til at fjerne den og også løfte byggeriet ind i den næste fase, fortæller formand og arbejdsleder Bjarne Rasmussen fra firmaet Munck Havne & Anlæg.

Faktisk lå overgangen til borgbanken fra byen oprindeligt længere mod syd, og derfor har arkæologer, ca. ud for vagttårnet, fundet spor efter ældre brokonstruktioner af både træ og munkesten. Det er denne viden, der arbejdes videre med i Slotsprojektet – altså at man skal kunne komme over til slottet det oprindelige sted.

Vi ved også, at de ældste broer har stået på træpæle helt op til Christian 4.s tid, og senere kom der en bro på murede piller i voldgraven. Pillerne ligger stadig under vandet, men kan ikke ses på grund af dyndet.

Efter nedtagningen bliver broen bortskaffet, og dermed er vejen banet for det store brinkarbejde på Slotsholmen med at få beplantet skråningerne ned mod voldgraven og få sat bolværk op. Og bare rolig: der kommer en ny bro, når byggeriet står færdigt.

Slotsprojektet "Nyborg Slot - Levende kulturarv" støttes af Slots- og Kulturstyrelsen, A.P. Møller Fonden, Realdania, Nyborg Kommune og Østfyns Museer.