Mockuppen bliver 6 meter høj, 6 meter bred og 1,3 meter dyb. Det bliver en fuldstændig kopi af et udsnit af muren, hvor der også er et vindueshul øverst - der i den nye bygning har samme form som et skydeskår.
På fundamentet bag slottet bliver der sat 5 stålsøjler op til afstivning. Murstenene i mockuppen er selvfølgelig de samme tre murstenstyper, som bruges i det nye byggeri på Slotsholmen: Munkesten (som i Kongefløjen), Flensborgsten og moderne mursten.
Murerarbejdet udføres af det lokale murer-, tømrer- og entreprenørfirma Dreier og Co. og forventes at starte op sidst i september - først i oktober.
Udsnittet af muren kommer til at stå bag slottet, indtil byggeriet er færdigt, og vil give både forbipasserende og håndværkere et indtryk af den færdige bygnings udseende.
Slotsprojektet ”Nyborg Slot – Levende kulturarv” støttes af Slots- og Kulturstyrelsen, A.P. Møller Fonden, Realdania, Nyborg Kommune og Østfyns Museer.