Knud Højgaards Fond har bevilget støtte med et legat på 5 mio. kr. til ”Kongen Kommer”, det store formidlingsprojekt på Nyborg Slot. Projektet skal formidle slottets og Nyborgs historie i den gamle kongefløj og i den nye formidlingsfløj, når slottet genåbner i 2028.
- Vi vil gerne takke Knud Højgaards Fond for det meget flotte legat. Det betyder meget, at vi nu er et stort skridt videre i at kunne realisere hele det samlede formidlingsprojekt ”Kongen Kommer” på Nyborg Slot. Formidlingsprojektet skal fortælle om de vigtigste begivenheder i slottets historie og tage museets gæster med på en spændende rejse gennem Danmarkshistorien. Den flotte støtte fra Knud Højgaards Fond er med til at skabe unik oplevelse for gæsterne og formidling i øjenhøjde for alle aldersgrupper, siger Mette Ladegaard Thøgersen, direktør for Østfyns Museer.
400 års Danmarkshistorie i Nyborg
Østfyns Museer står bag ”Kongen Kommer” på Nyborg Slot, men det store formidlingsprojekt er naturligvis en del af Slotsprojektet ”Nyborg Slot – levende kulturarv”, der varetages af Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med A.P. Møller Fonden, Realdania, Nyborg Kommune og Østfyns Museer. Slotsprojektet indebærer en restaurering af Kongefløjen, en ny formidlingsbygning og en ny ringmur samt forhøjelse af Vagttårnet. Det forventes at stå færdigt og klar til at modtage gæster i 2028.
Det er i de smukt restaurerede rum og i den nye bygning, at ”Kongen Kommer” skal fortælle 400 års Danmarkshistorie. Formidlingen bliver udarbejdet i samarbejde med Moesgaards udstillingstegnestue, der også er Østfyns Museers rådgivere på projektet. ”Kongen Kommer” har et samlet budget på 68,4 mio. men allerede i 2024 blev hovedfortællingerne i formidlingen sikret, da Augustinus Fonden støttede projektet med 53,5 mio. kr. Østfyns Museer arbejder fortsat på at finde finansiering til de sidste dele af formidlingsprojektet.
H.M. Dronning Margrethe er protektor for formidlingsprojektet. Det er af stor betydning for projektet, at også nutidens kongehus bakker op om det historiske kongeslot i Nyborg.
For yderligere oplysninger, kontakt
For mere information om formidlingsprojektet Kongen Kommer, kontakt gerne direktør for Østfyns Museer, Mette Ladegaard Thøgersen, e-mail: mlt@ostfynsmuseer.dk, tlf. 2971 0767.
Billede: Visualisering af formidlingen i Dronningens Værelse i Kongefløjens 3. stokværk. Det er formidlingen på netop 3. stokværk, som legatet skal bidrage til at realisere. Rendering: Moesgaards udstillingstegnestue.