Formidlingsprojektet ”Kongen Kommer” tager udgangspunkt i følgende hovedfortællinger:
- Demokratifortællingen: Historien om det middelalderlige parlament, Danehoffet, som mødtes på Nyborg Slot i ca. 200 år, og fortællingen om Danmarks første Grundlov 1282.
- Kampen om magten og kongemagtens historie fra ca. 1200 til slutningen af 1500-tallet. Nyborg Slot som kongelig residens: 20 regenter tog ophold på Nyborg Slot i slottes hovedperiode.
- Nyborg som Danmarks Riges Hjerte: Danmarks hængsel og knudepunkt i rejsekongedømmet.
- Nyborg som Danmarks første residensstad 1525 (det sted hvor Kongen boede mest).
Historiske begivenheder iscenesættes i Kongefløjen
Som gæst starter man sin oplevelsesrejse ved at træde ind i Fadeburet i den gamle kongefløj (1. stokværk). Her oplever man travlheden, forberedelserne og forventningerne, der fulgte med, når Kongen og hans følge kom til Nyborg. Fra Fadeburet går turen op til 2. stokværk også kaldet Kongens sale. Gæsterne kommer blandt andet igennem Christian 3.s riddersal og Danehofsalen (der er den ældste del af kongefløjen, og det eneste bevarede rum i Danmark, hvor kongen i middelalderen mødtes med sit parlament). Dernæst går turen op på 3. stokværk, også kaldet kongens kamre, hvor man kan komme lidt tættere på de kongeliges dagligdag.
Særudstilling og udsigten fra Vagttårnet
Formidlingsprojektet ”Kongen Kommer” fortsætter i den nye udstillingsbygning. Gæsterne vil her kunne opleve en temaudstilling om riddertiden samt et rum til skiftende særudstillinger. Fra den nye bygning bliver det muligt at komme både op på den genetablerede ringmur og helt op i Vagttårnet, hvor man virkelig får en fornemmelse for borgens strategiske beliggenhed og sammenhæng med byen. Foran slottet markerer Torvet, hvor Christian 3. anlagde sin prægtige Turneringsplads, og her kan man også ane Rigets Hovedstrøg, et historisk vejforløb der i århundreder har forbundet Øst- og Vestdanmark.
Sådan foldes historien ud for gæsterne
I hvert eneste rum i Kongefløjen vil der være fokus på en udvalgt begivenhed, dens centrale personer og rummet selv. Som eksempelvis i Danehofsalen, hvor barnekongen Erik Menved, fortæller, hvordan det gik hans far Erik Klipping (der blev myrdet i Finderup Lade i 1286). Historien i hvert rum formidles både i tekst, digital iscenesættelse og i fordybelsesbrønde.
Formidlingsprojektet er nøje samtænkt med restaureringen af, og alle installationer og kabler er allerede lagt ind og klar til implementering. Projektet har et samlet udstillingsareal på ikke mindre end 1704m2. Det fordeler sig på 1454 m2 på Kongefløjens tre stokværk samt 250m2 i den nye udstillingsbygning.
En del af Slotsprojektet
Østfyns Museer står bag ”Kongen Kommer” på Nyborg Slot, men formidlingsprojektet er naturligvis en del af det store slotsprojekt ”Nyborg Slot – Levende kulturarv”, der varetages af Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med A.P. Møller Fonden, Realdania, Nyborg Kommune og Østfyns Museer. Slotsprojektet indebærer en restaurering af Kongefløjen (afsluttet 2022), en ny formidlingsbygning og en ny ringmur samt forhøjelse af Vagttårnet (byggeri påbegyndes i 2026). Slottet forventes at stå færdigt og klar til at modtage gæster i 2028. Der er en forventning om, at 100.000 gæster vil besøge Nyborg Slot hvert år.
Finansiering af ”Kongen Kommer”
Formidlingsprojektet ”Kongen Kommer” har et samlet budget på 68,4 mio. I 2024 blev hovedfortællingerne i formidlingen sikret, da Augustinus Fonden støttede projektet med 53,5 mio. kr. Ydermere har Knud Højgaards Fond har bevilget støtte med et legat på 5 mio. kr. og Ole Kirk’s Fond har støttet med 3 mio. kr. Østfyns Museer arbejder fortsat på at finde finansiering til de sidste dele af formidlingsprojektet.
H.M. Dronning Margrethe er protektor for formidlingsprojektet. Det er af stor betydning for projektet, at også nutidens kongehus bakker op om det historiske kongeslot i Nyborg.