Slottets katte har været en tur i Kina

De to indtørrede katte, som har været udstillet på Nyborg Slot, har nu været centrum for et oplæg på International Council of Museums 19. konference for konservatorer, der blev afholdt i Beijing i år.

- Kattene og jeg havde en super ”tur til Kina”. Vores indlæg blev særdeles godt modtaget, fortæller konservator Ida Hovmand, der forud for konferencen havde søgt om at få lov til at fortælle om sit arbejde med de delvist mumificerede katte, der er fundet henholdsvis på Nyborg Slot og i et hus i det centrale Nyborg. På grund af corona-restriktioner blev kongressen holdt virtuelt. Så Ida Hovmand deltog hjemmefra via videooptagelser og live-kamera.

Del af gammel overtro

Det viser sig nemlig, at Nyborgs mumificerede katte langt fra er alene i verden. I deres research har Ida Hovmand og hendes kolleger fundet eksempler på mere end 250 mumificerede katte i både England, Australien, Tyskland og Irland, herunder også ni mumificerede katte på andre danske museer. Nogle katte er sandsynligvis blevet fanget i hulrum ved uheld eller i forbindelse med nybyggeri. Men forskere, der har undersøgt sagen, mener, at kattene også indgår i gammel overtro og ritualer. Der er eksempler på døde katte, som er sat fast på væggen med en mus foran, som en måde at holde skadedyr væk. Det er faktisk på den måde, katten fra Nyborg Slot har været arrangeret ifølge et øjenvidne. Andre kilder fortæller, at kattene blev lagt under huse for at holde onde ånder væk, eller at murere indmurede en kat i en væg for at hævne sig på bygherren.

Efterlysning gav pote

Omtalen i medierne af kattene i Nyborg og Ida Hovmands efterlysning af yderligere mumificerede katte har givet pote. For nyligt har hun derfor kunne hente to indtørrede katte, som blev fundet under trægulvet i et gammelt karlekammer på en gård på Nordfyn. De kommer nu til at indgå i det videre arbejde med at forstå baggrunden for de mumificerede katte.

Nyborgs katte konserveret

Når slottet igen kan åbne for publikum, er det tanken, at man igen vil kunne møde i hvert fald den af de mumificerede katte, der oprindeligt blev fundet på slottet. Udover at blive røntgenfotograferet og analyseret fra knurhår til halespids er kattene derfor også blevet forsigtigt støvsuget og renset for støv. Så nu bliver de så fine og indbydende, som to indtørrede, mumificerede katte nu kan være.

Læs Ida Hovmands artikel om sin katteforskning her

Sidst opdateret 30. september 2021