Op på koderne

Nu kan der igen blive spillet kodespil på Torvet i Nyborg.

Kodespil er en middelalderlig udgave af bowling, hvor man brugte kodeknoglerne fra køer som kegler og til at kaste med. Også på Torvet i Nyborg har fortidens nyborgensere fordrevet tiden med kodespil. Arkæologerne har nemlig her fundet en kodeknogle, der er fyldt med bly, så den var bedre at kaste med. 

Kodespil var en populær leg for børn i Danmark helt indtil 1800-tallet. Spillet er et keglespil, hvor man med en kasteknogle forsøgte at vælte de øvrige knogler, der er opstillet som kegler. 


Billedtekst: På maleriet ”Kinderspiele” af den flamske maler Pieter Bruegel den Ældre fra 1560 kan man se nogle børn spille kodespil.

På Borgmestergården har museet nu genskabt et fuldt kodespil. Koderne er koens tåknogler, og for at få fat på dem måtte vi forbi et slagteri. På slagteriet i Vester Hæsinge fik vi lov at få otte kofødder, som vi så kunne skille ad, så vi kunne få fat i tåknoglerne, altså koderne.



Derefter har vi renset og kogt knoglerne med brintoverilte, så de er blevet fine, rene og hvide. Så nu kan der blive spillet kodespil i Nyborg igen.

Vi håber I vil spille med, når vi om en måneds tid åbner særudstillingen om Torvets historie.

 

 

Sidst opdateret 23. april 2021