Flot udsigt for mureren

Hver gang murer Daniel Nyholm Martinsen skal tilpasse en mursten til skillevæggene i gemakkerne på Nyborg Slot, kan han et øjeblik nyde udsigten ud over Nyborg by.

Mursaven er nemlig placeret højt oppe på stilladset ved kongefløjens østfacade. Herfra kan man se langt; især på dage, hvor det ikke er så overskyet som denne mandag i september. Så snart saven tændes, må han dog koncentrere sig om arbejdet med murstenene, mens vådt og rødt støv står op omkring ham.
 
Opgaven er at tilpasse udvalgte mursten, så de kan skjule de gevindstænger, som er blevet tilføjet ned gennem skillevæggene på slottets tredje stokværk. Gevindstængerne rummer de trækstænger i massivt rundstål, som fremover sikrer loftet over Christian 3.’s riddersal på andet stokværk. 
 
Med saven skærer Daniel Nyholm Martinsen fra Aage Pedersen & Søn omhyggeligt skiver ud af murstenenes indre, så de nøjagtigt kan passe på hver side af gevindstængerne. På den måde vil den nye bærekonstruktion være fuldstændigt skjult bag mursten, når murerarbejdet er færdigt. 

 

Sidst opdateret 28. september 2020