Kakler med våbenskjolde vidner om højstatusmiljø

Skår af kakler med våbenskjolde understreger, at Christian III anlagde sin turneringsplads i en by med rige og betydelige borgere.

Kakler med våbenskjold der har siddet på en kakkelovn fra før 1550

Da Torvet i Nyborg blev ryddet i begyndelsen af 1550erne, var det ikke huse tilhørende hvem-som-helst, der blev flyttet. Fund fra udgravningerne på Torvet tegner nemlig et billede af, at stedet har været forbundet med folk med en høj status i datidens samfund.

Særligt nogle skår af kakler med våbenskjolde vidner om dette. 

- Det er sjældent at finde sådanne kakler i forbindelse med almindelig bybebyggelse, da de normalt knytter sig til højstatusmiljøer. Kakler af denne type var importerede og meget dyre fortæller middelalderarkæolog og leder af afdeling for Landskab og Arkæologi ved Østfyns Museer, Claus Frederik Sørensen.

Kaklerne har siddet på en kakkelovn fra før 1550 og er fundet på Torvet. Efter al sandsynlighed stammer de fra en af de bygninger, der blev revet ned, da turneringspladsen blev anlagt i 1550erne. 

Det er endnu uklart, om våbenskjoldene på kaklerne henviser til en bestemt familie, eller om der blot er tale om et generisk våbenskjold brugt som dekorativt element.

Skårene kan nu ses i formidlingspavillonen.

Sidst opdateret 14. november 2019