Hilsen fra forrige århundredes håndværkere

I september 1921 blev en hilsen fra 10 nyborgensiske håndværkere gemt på Nyborg Slot. Nu efterlyser museet håndværkernes efterkommere.

En lille hilsen fundet af restaureringssnedker Anders Andersen fra Guldfeldt A/S, er skrevet på et stykke træ

Også for 100 år siden var Nyborg Slot under restaurering. Nu er en hilsen fra 10 håndværkere, der deltog i restaureringen fra 1916-25, dukket op.

Den lille hilsen, der blev fundet af restaureringssnedker Anders Andersen fra Guldfeldt A/S, er skrevet på et stykke træ. Træstykket er højst sandsynligt en rest af en af de lægter, som den nye tagkonstruktion fra 1921 blev skabt af. Anders Andersen fandt den lille træklods, da han restaurerede træværket i karnappen på slottets vestmur. En trælus i en bjælke skjulte et hulrum, hvori en træklodsen indpakket i tykt papir lå. På træets fire sider er der med sirlig blyantsskrift skrevet navnene de tømrere, murere og arbejdsmænd, som havde udført arbejdet.

Teksten på træklodsen lyder:

(Side 1)
Nyborg Slodt d 17 September
1921

(Side 2)
Murersvendene J. Andersen Skippergade
Hans Andersen Kristianlundsvej
Arbejdsmændene Chr Duelund
Niels Petersen (Pakmester)

(Side 3)
Tømrermester Lars Rasmussen
Taarnvej 6.

(Side 4)
Tømrersvendene Anders Hansen Knudshovedvej 57
Chr Larsen Gartnergade 18
Marius Andersen Østervoldgade 93.
Martinus Larsen Vestervoldgade 4.
Lærling Poul Jørgensen Hagenborg Taarup

På Østfyns Museer er man interesserede i at høre fra efterkommere til de 10 håndværkere. Måske er der nogle familie-historier fra den store restaurering i forrige århundrede, som det kunne være interessant at få skrevet ned. Til gengæld vil Østfyns Museer gerne tilbyde efterkommerne at få en rundtur på slottet for at høre om, hvordan restaureringen i forrige århundrede har dannet grundlag for de principper for restaureringen, der bliver fulgt i den igangværende restaurering af slottet.

Efterkommere til de 10 håndværkere kan henvende sig til Troels Malthe Borch, museumsinspektør Østfyns Museer, e-mail: tmb@ostfynsmuseer.dk, tlf. 2396 0607.

Sidst opdateret 21. maj 2019