H.M. Dronningen protektor for ”Nyborg Slot – Middelalderens Christiansborg”

Kongeslottet Nyborg Slot bliver nu endnu mere kongeligt. ”Nyborg Slot – Middelalderens Christiansborg” er Hendes Majestæt Dronningens første fynske protektion.

Hendes majestæt Dronning Margrethe der besøger Nyborg Slot

Nyborg Slot var i århundreder et af de danske kongers vigtigste slotte. Allerede i 1193 omtales Nyborg Slot første gang i de skriftlige kilder, fordi Kong Knud VI holdt rigsforsamling på stedet. I de følgende næsten 400 år blev Nyborg Slot et centralt omdrejningspunkt for kongemagten i Danmark. Først som foretrukken ramme for afholdelsen af danehofferne i rejsekongedømmets tid, og siden som planlagt residensstad for kongen. Nu tager H.M. Dronningen slottets historie til sig som sin første fynske protektion.

”Nyborg Slot – Middelalderens Christiansborg”

Protektionens titel ”Nyborg Slot – Middelalderens Christiansborg” henviser til kommunens og museets ambition om at fortælle den enestående historie om Nyborg Slot som middelalderens centrum for politisk magt. En ambition, som H.M. Dronningen nu er med til at løfte i kraft af sin rolle som protektor.

Netop nu er arkæologerne i færd med at afsøge undergrunden på slotsholmen, hvor konturerne af hele den middelalderlige borg skal genskabes og et moderne formidlingscenter skal tilføjes. Det er projektets vision at formidle slottets, fæstningens og torvets historiske betydning ved at bygge nyt og historisk sammen til en helhed, der styrker forståelsen af de tre elementer. Cubo Arkitekter vandt arkitektkonkurrencen i marts 2016, og bag projektet står Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, Nyborg Kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden og Østfyns Museer. Budgettet for det samlede slotsprojekt er 276,6 mio. kr.

Første fynske protektion

”Nyborg Slot – Middelalderens Christiansborg” bliver H.M. Dronningens første fynske protektion. Med sin nye protektion har dronningen samlet 90 protektioner i ind- og udland, herunder syv øvrige museer, fordelt på Jylland (5), Sjælland (1) og Møn (1).

Atter kongeligt fokus

Også en tidligere dansk dronning havde øje for Nyborg Slot og by. I anden halvdel af 1300-tallet havde Margrethe I store planer for såvel Nyborg og Nyborg Slot. Hun udvidede slottet, påbegyndte byggeriet af Nyborg Vor Frue Kirke og moderniserede det imponerende vandreguleringsprojekt, der endnu den dag i dag er synligt i byen. Med den igangværende udvidelse af Nyborg Slot og ambitionerne om at komme på Unescos liste over umistelig kulturarv, er der nu atter kongeligt fokus på Nyborg Slot, der fra slutningen af 1500-tallet mistede sin centrale betydning for kongemagten. I 2009 aflagde H.M. Dronning Margrethe II senest officielt besøg på slottet, og nu har kongehuset meddelt, at H.M. Dronningen takker ja til at blive protektor for ”Nyborg Slot – Middelalderens Christiansborg”.

Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg Kommune:
- Som borgmester i Nyborg er jeg meget glad og taknemmelig for dronningens tilsagn. I Nyborg har vi store ambitioner med kulturarven, fordi den både skaber lokal identitet, engagement og vækst. Dronningens tilsagn er et værdifuldt bidrag til det projekt og til slotsprojektet i særdeleshed.

Erland Porsmose, direktør for Østfyns Museer:
- Majestætens opbakning til vores forskning i og formidling af Nyborg Slots historie betyder meget for os på Østfyns Museer. Det er en stor anerkendelse, som vi sætter pris på.

Billedmateriale

Relevant billedmateriale kan downloades her

For yderligere oplysninger, kontakt

Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg Kommune, tlf. 2159 9966, e-mail: kmu@nyborg.dk

Erland Porsmose, museumsdirektør for Østfyns Museer, tlf. 6160 1003, e-mail: erp@ostfynsmuseer.dk

Sidst opdateret 07. september 2016