Ulæste tegn fra fortiden

Nyopdagede inskriptioner i murværket på Nyborg Slot tyder på at en kongelig fangekælder fra middelalderen er fundet.

Inskriptioner i murværket på Nyborg Slot

I forbindelse med den igangværende restaurering af Nyborg Slot er bygningsarkæologen stødt på en hel del inskriptioner i bunden af slottets vagttårn. En blanding af ulæselige kruseduller, bomærker, middelalderruner og streger. Bygningsarkæolog Erik Bjerre Fisker opdagede, at inskriptionerne kun fandtes på de sten, der indgik i det middelalderlige byggeri, og ikke på sten fra senere tiders reparationer. Og det gør inskriptionerne en hel del mere interessante. For det udelukker, at de blot stammer fra uvorne museumsgæster i nyere tid.

- Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt udtale mig nærmere om, hvad ”graffitien” betyder, og om det virkelig er ægte runer, der ses imellem tegnene, og om de danner fornuftige ord eller sætninger, fortæller Erik Bjerre Fisker.

En serie lodrette streger efter hinanden kunne være sat af en fange, der talte dagene i fangekælderen.

Ifølge arkæolog og afdelingsleder Claus Frederik Sørennsen er det ikke usandsynligt at nederste del af vagttårnet har været brugt som fangekælder. De tykke mure og den nedsænkede kælder har været et oplagt sted at holde en eller flere fanger. Denne brug af tårne kender man fra mange andre middelalderborge.

Vagttårnet er fra omkring år 1300, hvor Nyborg Slot var fast mødested for landets danehoffer, hvor man bl.a. afgjorde domssager. Vi ved fra historiske kilder, at der bl.a. har siddet svenske krigsfanger på Nyborg Slot. Om de har været indespærret i vagttårnet, vil fremtiden måske vise.

I første omgang skal inskriptionerne undersøges, og det skal forsøges at tyde de inskriptioner, som kunne være runer eller bomærker.

Se indslag om fundet af inskriptionerne på TV2 Fyn her

Sidst opdateret 18. januar 2019