Kongeligt besøg på Nyborg Slot

Tirsdag eftermiddag 27. november 2018 fik håndværkerne på Nyborg Slot usædvanligt besøg.

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og murer Kim Nyborg

Hans Kongelige Højhed Prins Joachim var nemlig forbi Nyborg Slot for at se på restaureringen af kongefløjen.

Han blev bedt om at iføre sig de obligatoriske sikkerhedssko og var med rundt for at se, hvordan tømrerne er i gang med den bærende konstruktion i riddersalen, og han fulgte også murerne, der netop nu lægger tag og restaurerer facaderne.

Det blev murer Kim Nyborg, der fik den lille ekstraopgave at give prinsen en rundvisning. Kim Nyborg er udover murer også uddannet arkæolog, og han satte hele restaureringen i den rette historiske sammenhæng.

Gulvet i riddersalen er netop nu delvist brudt op, og det kræver opmærksomhed at bevæge sig rundt, men som prins Joachim sagde til Kim Nyborg: - Der, hvor du tør gå, der går jeg også.

 

Sidst opdateret 28. november 2018